mandag, juni 15, 2009

450 børn forsøger hvert år selvmord


15. jun. 2009 20.00 Indland Opdat.: 15. jun. 2009 16.03
Børn forgifter sig selv med piller eller forsøger på anden måde at tage deres eget liv.

Tal fra landets børneafdelinger viser, at omkring 450 børn mellem 10 og 15 år årligt bliver indlagt, efter de har forsøgt at begå selvmord. Det er første gang, at forskerne har undersøgt den aldersgruppe.

Overraskende og skræmmende
- Det er overraskende. Det er mange, alt for mange, siger børnepsykolog Kim Juul Larsen, som leder Klinik for Selvmordstruede Børn og Unge i Odense, der står bag undersøgelsen.

- Det er jo børn, som beskæftiger sig med selvmordsadfærd. Og det er noget, vi normalt ikke forbinder med børn under 15 år. Det er både skræmmende og overraskende, at der er så mange, tilføjer Kim Juul Larsen, som regner med at langt flere går med tanker om selvmord.

Man regner med, at størstedelen af de indlagte efter selvmordsforsøg er piger, og at de fleste har indtaget smertestillende piller.

Overlades til sig selv
Kim Juul Larsen fortæller, at børneafdelingerne generelt er gode til at tackle børn, der har forsøgt selvmord.

Men når børnene bliver sendt hjem fra hospitalet, overlades de og deres familie ofte til sig selv. Hvis man ikke vurderer, at barnet har en svær psykiatrisk lidelse, så er det kommunen, der vurderer, hvad der skal ske.

- I nogle kommuner vil man have en behandlingsmulighed. I andre er der ikke nogen. Det betyder tit at de bliver sendt hjem, og så sker der ikke mere. Men hvis man skal forebygge, at de gør det igen, så er det vigtigt med noget efterbehandling, siger Kim Juul Larsen.

Politikerne bør gribe ind
- Det er et problem, der er så stort, at der burde følges op på det politisk, mener børnepsykologen, som opfordrer til at al ansvar for efterbehandling skal ligge hos regionerne, som står for sygehusene og psykiatrien.

- Kommunerne har ikke nogen chance for at opbygge et speciale i det. Og som det er nu, så strander tiltag ofte på finansiering, fordi der ikke er taget stilling til, hvem der har ansvaret for efterbehandlingen, regionerne eller kommunerne, siger lederen fra Klinik for Selvmordstruede Børn og Unge i Odense.

Sjældent at selvmordet gennemføres
Det sker sjældent at børnene i aldersgruppen 10-14 år ender med at omkomme efter et selvmordsforsøg.

Ifølge undersøgelsen forekommer det næsten aldrig for piger, mens der sker et selvmord blandt drenge under 15 år mellem én og tre gange om året.
Links Klinik for selvmordstruede
Center for Selvmordsforskning

Ingen kommentarer:

Send en kommentar